Nyheder

Hvorfor russerne ikke afslørede NASAs falske månelandinger


Et spørgsmål som ofte bruges som argument for at amerikanerne nåede til månen i 1969 er, at nogen da måtte have talt over sig. Og som vi har beskrevet i artiklen om NASA-administratoren (1961-1968), James E. Webb, , og i artiklen om NASAs udstrakte hånd til Hollywood i 1967, , som også nævner Bill Kaysing, så var der også folk som ikke mente det var teknisk muligt for USA at lande på månen i 1969 – man hører bare ikke om dem! Et validt argument er dog, at hvis amerikanernes modstander i rumkapløbet, Rusland, ikke afslørede noget, så må USA jo nødvendigvis være landet på månen. Men som tidligere beskrevet, så lå det russiske rumprogram praktisk talt i ruiner i 1966, efter Sergei Korolevs død, og det er med det udgangspunkt man bør anskue den videre udvikling…

For ja, på overfladen rasede der et våbenkapløb (Den Kolde Krig) i mellem de to supermagter, USA og Rusland, som jo bl.a. har betydet at USA i dag har gjort sig til den nation i verden, der har mest af sit BNP bundet op på våbenindustrien. Det er på alle måder en skræmmende militærmagt som amerikanerne har udviklet siden 2. verdenskrig, hvor 9/11 de seneste 17 år har virket som et flammesværd mod alle protester i mod en sådan magtudvikling. Dem der tror på amerikanernes udlægning af begivenhederne der udspillede sig i USA d. 11. september 2001, finder det retfærdiggjort at USA frit kan udvikle et højteknologisk militært ”monster”, som kan forsvare dem i mod evt. turbanklædte ørkenkrigere med krumsabler, som kunne finde på at true den amerikanske kultur og livsstil. Men som vi er i gang med at afsløre her på KONSPIRATION, med denne række af artikler om månelandingerne, så er forståelsen af hvordan verdens mest sofistikerede våbenmagt opfører sig, langt hen af vejen bygget op om en yderst sofistikeret propagandamaskine, som dagligt hvidvasker de amerikanske forbrydelser der bliver begået mod menneskeheden. Opdagelsen af bedraget om månelandingerne, kan for mange derfor være den brik der mangler for, at kunne forstå omfanget af den amerikanske propagandamaskine, deri dagens Danmark har direkte indflydelse på dansk lovgivning, kultur m.m., og dermed også vores daglige liv. Så at forstå at månelandingerne var et falsum er ikke blot skæg og ballade, det kan for mange være det historiske vendepunkt i deres liv, hvorfra de vælger at tage et opgør med den magtbestemte sandhed/rationalitet der gang på gang bedrager dem, for så at vælge at tage styringen af deres eget liv, ud fra deres egne individuelle overbevisninger og meninger.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor russerne ikke afslørede amerikanernes bedrag – for det er der faktisk flere plausible grunde til.

Den første er, at set i lyset af deres position som tabere af rumkapløbet, ville ingen have troet på dem i 1969. Forestil dig at russerne, som lige havde tabt, gik ud og advokerede for at USA havde forfalsket månelandingerne – amerikanerne ville have latterliggjort dem foran hele verden, og havde kaldt dem dårlige tabere. Og lige efter at ca. en halv milliard mennesker rundt om på kloden havde set de angivelige månelandinger på TV, havde det været en relativ let opgave at afvise sådanne beskyldninger med et godt grin. Var påstanden om falske månelandinger kommet fra en nautral nation, havde det muligvis virket troværdigt. Men beskyldninger fra taberne af rumkapløbet, var med stor sandsynlighed ikke blevet taget seriøst.

Der er dog også en anden og yderst vigtig grund til, at russerne nok ikke havde lyst til at afsløre de falske månelandinger. I mens Apollo-programmet (1961-1972) stadig var i gang, var møder der skulle skabe et fælles rumprogram i mellem USA og Rusland, allerede på tegnebordet. Som tidligere beskrevet i artiklen om James E. Webb, så afviste den russiske præsident, Nikita Khrusjtjov, den amerikanske præsident, John F. Kennedy´s, invitation til et fælles rumprogram. Men tiderne skiftede, Leonid Bresnev blev russisk præsident i 1964, og da Richard Nixon blev præsident i 1969, lagde han en stor indsats i at skabe et fælles rumprogram med russerne. ”Vi har åbnet en ny relation med Sovjetunionen – vi må fortsætte med at udvikle og udvide det fællesskab, så de to stærkeste nationer i verden, vil leve og samarbejde sammen, frem for at konfrontere hinanden”, udtalte Nixon bl.a. Og d. 24. maj 1972 i Moskva, i mens Apollo-programmet stadig var aktivt, underskrev Nixon så den historiske aftale om et fælles rumsamarbejde med russerne. Under et år senere rejste amerikanske astronauter til Rusland for at mødes med deres russiske kollegaer, hvor de tog del i fælles pressekonferencer, besøgte deres rumcenter, stiftede bekendtskab med deres rumfartøj, og ærede gravene fra de to russiske rumrejse-ikoner, Sergei Korolev og Yuri Gagarin. Få måneder senere var det de russiske kosmonauters tur til at besøge USA, hvor de fik indblik i den amerikanske livsstil. De besøgte Huston Space Center, stiftede bekendtskab med Apollo-fartøjet, og samarbejdede med deres amerikanske kollegaer om at udvikle et system, der ville gøre det muligt for deres rumskibe at kunne forbinde sig til hinanden, med henblik på fremtidige fælles rummissioner. Alt dette kulminerede blot tre år efter den sidste Apollo-mission, d. 17.-19. juli 1975, i det historiske møde i rummet, i mellem det amerikanske rumfartøj Apollo, og det russiske rumfartøj Soyuz. Apollo-Soyuz missionen var første skridt hen i mod det vi i dag kender som Den Internationale Rumstation (ISS), et sted hvor astronauter fra USA, Rusland, Italien, Japan og mange andre lande, arbejder skulder ved skulder i den fortsatte udvikling af det internationale rumprogram.

Man må konkludere, at havde russerne afsløret de falske amerikanske månelandinger, ville de ikke blot have været til grin i hele verden, men intet af det som efterfølgende fulgte i form af et amerikansk/russisk rumsamarbejde, ville have været muligt. Så spørgsmålet er nok nærmere, om russerne med deres viden, ikke var tvunget til at bide i det sure æble, og i stedet blot møde op med et kunstigt smil på læben.

Ovenstående tekst er baseret på den ny italenske dokumentarfilm, American Moon, som udkom på engelsk i september 2018. I det næste halve års tid, frem til d. 20 juli 2019, hvor det angiveligt vil være 50 år siden at Apollo 11 landede på månen, vil vi med udgangspunkt i bl.a. American Moon, hjælpe interesserede i at forstå det amerikanske månelandingsbedrag. Men kan du ikke vente på artiklerne, kan du købe American Moon på USB-stick til kun 120 kr., ved at skrive en besked til Facebook-siden, Konspiration DK, så du selv kan vurdere den fremlagte bevisbyrde i filmen.

Af Josef Hanji, chefredaktør for KONSPIRATION og udd. lærer med speciale i kritisk tænkning.