Nyheder

NASA blokkerer for private undersøgelser af angivelige månelandingssteder


Muligheden for at verificere månelandingsstederne på tæt hold, præsenterede sig selv i 2007, da Google udskrev den international konkurrence, Lunar X Prize. I denne konkurrence tilbød Google en præmie på knap 200 mil. kr., til det første private firma som kunne lande med en probe (et ubemandet fartøj) på månen, der kunne køre mindst 500 m. i mens den sendte liveoptagelser tilbage til jorden. Mere end 20 hold fra hele verden annoncerede, at de havde i sinde at deltage i konkurrencen. Google tilbød dertil en ekstrapræmie på ca. 25 mil. kr., til et hvert hold som kunne sende liveoptagelser fra de seks angivelige Apollo-landingssteder. Det fik firmaet, Astrobotic Technologies, med hovedsæde i Pittsburg, til at melde ud at de havde i sinde at besøge det mest berømte landingssted af dem alle, Apollo 11s angivelige landingssted.

Men NASA virkede ikke specielt begejstrede over initiativet, så i 2011 anmodede de om en overflyvningsforbudszone med to km. radius, rundt om de seks angivelige Apollo-landingssteder. Formålet var, fortalte NASA, at sikre at områderne blev historisk bevaret og beskyttet i mod uderfrakommende forurening. Og NASAs anmodning må være blevet taget meget seriøst, siden konkurrencedeltagerne pludselig valgte at opgive deres oprindelige mål, og chancen for at vinde 25 mil kr. I en artikel fra 2012 med overskriften, Raket-firmaer adlyder NASAs måneregler (Rocketeers Obey NASA Moon Rules, MSNBC), kan vi bl.a. læse at, ”arrangørerne bag Google Lunar X Prize meddeler, at deres deltagere vil efterkomme NASAs appel om at blive væk fra Apollo-landingsstederne”. Bl.a. et af holdene, Astrobotic Technologies, som havde planlagt at besøge Apollo 11s angivelige landingssted for at kigge på genstande, fodaftryk m.m., annoncerede via deres direktør, John Thornton, at de havde ændret deres oprindelige mål, og nu i stedet ville undersøge månens nordpol.

Vi må derfor konkludere, at der ikke kun mangler endegyldige beviser der kan verificere at der har været mennesker på månen (læs de otte foregående artikler). Ydermere blokkerer NASA de teknologiske muligheder vi nu har for at komme helt tæt på de angivelige månelandingssteder ved, at etablere en forbudszone rundt om de områder hvor man angiveligt skulle være landet, for bl.a. at bevare nogle angivelige fodspor på månen, som ingen formodentlig kommer til at kunne besøge alligevel…

De første ni artikler i denne artikelrække om månelandingerne, har haft fokus på forskellige påstande der angiveligt skulle kunne bevise at månelandingerne var ægte. Men som man kan læse i artiklerne, er det ikke tilfældet. I de næste artikler vil vi begynde at sætte fokus på de beviser, som modbeviser at de seks angivelige månelandinger, fra år 1969-1972, er ægte. Den næste artikel kommer til at handle om de radioaktive Van Allen Bælter, som omslutter jorden for at beskytte den mod kosmisk stråling. Du anbefales at læse de tidl. artikler:

1) Afsløring: NASA-chef under hele Apollo-programmet mente ikke at USA kunne lande på månen i 1969

2) NASA fik hjælp af Hollywood til at forfalske månelandingerne

3) Hvorfor russerne ikke afslørede NASAs falske månelandinger

4) Hvordan var det muligt at bedrage hele verden til at tro på at månelandingerne blev sendt live

5) Månen kan reflektere en laserstråle tilbage til jorden

6) ”Månesten” beviser ikke at der har været mennesker på månen!

7) Månens landskab blev genskabt i et TV-studie

8) NASA kunne simulere månelandingerne uden at rejse til månen

9) NASA blokkerer for private undersøgelser af angivelige månelandingssteder

Artiklerne er overvejende baseret på den nye italenske dokumentarfilm, American Moon, af Massimo Mazzucco, som udkom på engelsk i september 2018. Filmen kan købes for 120 kr. ved, at man sender en besked til Facebooksiden, Konspiration DK.

Josef Hanji, chefredaktør for KONSPIRATION og udd. lærer med speciale i kritisk tænkning.