Nyheder

Van Allen Bælterne forhindrer at mennesker kan lande på månen


Efter de ni første artikler, som havde fokus på officielle påstande der skulle understøtte at NASA landede på månen med seks bemandede missioner fra 1969-1972, og at have påvist at det ikke er tilfældet, vender vi nu fokus mod nogle af de vigtigste beviser der modsiger at månelandingerne fandt sted, og grundende til at mange mennesker ikke tror på dem.

VAN ALLEN BÆLTERNES HISTORIE

Det første, og bestemt også et af de vigtigste argumenter, er problemet omhandlende den radioaktivitet som man møder i Van Allen Bælterne. Jorden er omsluttet af to yderst radioaktive områder, som hedder Van Allen Bælterne. Områderne er opkaldt efter manden der opdagede dem, Atrofysikeren James Van Allen. Disse bælter befinder sig i en højde af 1.600 km. til 40.000 km. over jordens overflade. Op til i dag, har hver eneste bemandede rummission, fra den amerikanske Gemini til den russiske Soyuz, og fra Rumfærgen (The Space Shuttle) til Den Internationale Rumstation (ISS), befundet sig langt under dette radioaktive område, i det som kaldes det nære kredsløb om jorden. De eneste rummissioner med astronauter der angiveligt har været uden for dette område, er Apollo-missionerne. Denne krydsning af Van Allen Bælterne skaber dog nogle problemer, der tilsyneladende står på helt op til i dag.

Men lad os først tage et nærmere kig på historien bag Van Allen Bælterne. D. 31. januar 1958 opsendte amerikanerne deres første satellit, Explorer 1. Denne satellit havde nogle speciele måleinstrumenter med, som var designet af videnskabsmanden, James Van Allen, med det formål at måle radioaktiviteten i rummet. Satelliten blev opsendt i et stærkt elliptisk kredsløb, som varierede fra ca 320 km. højde til 2.500 km. højde. Takket være den store højdevariation, gjorde man sig to overraskende opdagelser. Ikke blot opdagede man at radioaktiviteten steg i takt med at man bevægede sig væk fra jorden, men også at når man nåede til en bestemt højde, så faldt geigertælleren ned til nul, før den igen begyndte at virke. James Van Allen beskriver sine erfaringer således, ”Jeg begyndte at forstå hvad der foregik her, for vi havde nogle udslag i lav højde, som så ret normale ud. Og så havde vi en meget hurtig ændring, en meget hurtig forøgning i antallets hyppighed, og så faldt den ned til ingenting. Og så igen nogle få minutter senere steg den til en høj hyppighed, og faldt så igen tilbage til en normal værdi. Og dette mønster gentog sig, det syntes at være et systematisk mønster”. Grunden til det pludselige fald til nul var, at radioaktiviteten blev så intens i ca. 1.000 km. højde, at geigertælleren målte ud over sin skala.

Dette var starten på opdagelsen af de såkaldte Van Allen Bælter, to dougnutformede bælter lokaliseret i magnetosfæren, som beskytter livet på vores planet ved at opfange den farlige kosmiske/radioaktive stråling som kommer fra det ydre rum. I 1959 skrev Van Allen, ”vores planet er omringet af en region, eller mere præcist af to regioner af stærk radioaktivitet, der strækker sig mange tusinde kilometer ud i rummet”. ”Opdagelsen er selvfølgelig et problem for astronauter; På en eller anden måde er det menneskelige legeme nødsaget til at blive beskyttet i mod denne radioaktivitet, selv under en hurtig gennemflyvning af regionen” (Scientific American, marts 1959).

Et par år senere udgav Van Allen en ny artikel der hed Farezonen – Jorden er omgivet af dødbringende radioaktive bælter (The Danger Zone – Earth is wrapped in deadly belts of radiation, Space World, december 1961). I omtalen af det indre bælte skrev Van Allen, ” På grund af den store gennemtrængelighed af de høje energiprotoner deri, er effektiv beskyttelse i den nærmeste fremtid vel ud over ingeniørerarbejdets evner”. Artiklen konkluderede at, ”Alle bemandede rumflyvninger må undgå disse radioaktive bælter, indtil tilstrækkelig beskyttelsesmetoder for astronauterne er blevet udviklet”.

Nødvendigheden for at beskytte mennesket mod radioaktivitet, blev også anderkendt at den amerikanske præsident, John F. Kennedy. ”Medicinsk rumforskning kan føre til nye beskyttelsesmetoder, ulykker kan ske i mange miljøer, specielt har vores astronauter fundamentalt brug for udviklingen af nye apparater, der kan beskytte dem mod strålesyge som følge af radioaktiv bestråling”.

DEN MYSTISKE APOLLO 8 OPSENDELSE

I Sovjetunionen frygtede man også den radioaktive bestråling, den russiske kosmonaut, Boris Volinov, fortalte i TV-udsendelsen, Landede vi på månen (Did We Land On The Moon, Fox TV) at ”selvfølgelig var vi bekymrede over at rejse ud i det ukendte rum, selvfølgelig var vi bange, vi havde ingen ide om hvor påvirket menneskekroppen ville blive af den radioaktive bestråling, vi mistænkte at strålingen muligvis også kunne trænge i gennem selve fartøjet”. Og faktisk havde NASA også taget problemet med radioaktiv stråling temmelig seriøst, og havde udviklet et system der kunne teste den menneskelige tolerance over for påvirkning af radioaktiv bestråling. Men så skete der noget mystisk…

Da det blev tid til at opsende den første flyvning til månen, forsvandt problemet med radioaktiv stråling tilsyneladende på magisk vis. Uden at udvikle en effektiv beskyttelsesmetode, og uden overhovedet at have sendt en abe gennem de radioaktive bælter, blev Apollo 8 i 1968 sendt mod månen. Dette var angiveligt den første bemandede flyvning som krydsede Van Allen Bælterne, men fartøjet som de tre astronauter rejste i var kun dækket af et tyndt lag aluminium, og havde overhovedet ingen beskyttelse i mod radioaktiv stråling. Rumfartsingeniøren, Bill Wood, fortæller i dokumentarfilmen, Hvad skete der på månen? (What Happened On The Moon?), at ”væggene på fartøjet blev skabt så tynde og lette som mulig. Apollo 8s kapsel var usædvanlig tynd, faktisk kunne de til at starte med ikke få plads til nok ilt til, at de kunne udligne lufttrykket ombord – de var enten nød til at reducere trykket, eller at gøre væggene tyndere”. Astronauterne Frank Borman, James Lovell og William Anders var de tre første mennesker der angiveligt fløj i gennem Van Allen Bælterne, og alligevel var denne krydsning under deres rejse til månen, tilsyneladende det sidste der bekymrede dem. Under en videoudsending halvvejs i mellem jorden og månen, var det åbenbart vigtigere for dem at fortælle om hvordan en tandbørste bevægede sig i vægtløs tilstand. I rapporten om Apollo 8, et dokument på 250 sider fyldt med tekniske detaljer om den netop udførte mission, er krydsningen af Van Allen Bælterne heller ikke nævnt en eneste gang, ikke engang kort. Det virker som om at problemet med radioaktiv stråling, og alle de problemer som var blevet beskrevet af Van Allen, aldrig havde eksisteret!

Efter Apollo 8 fulgte yderligere otte missioner angiveligt den samme rute, hvor man krydsede Van Allen Bælterne to gange, en gang på turen frem til månen, og igen når man skulle tilbage til jorden. Nogle såkaldte debunkere (en debunker er som udgangspunkt en (ofte professionel) person der støtter op om officielle udlægninger af forskellige historiske begivenheder el. lign.) hævder, at problemet blev løst ved at man satte en kurs der undgik de tykkeste lag af radioaktivitet. Debunkerhjemmesiden Clavius skriver at, ”Apollo-navigatørerne indtastede en kurs gennem de tyndeste dele af bælterne. Hver mission fløj i en lidt anderledes bane, men rutens hældning i banen rundt om månen var altid i nærheden af 30 grader”. ”Et rumskib der følger denne bane vil undgå alt andet end kanterne på Van Allen Bælterne”. Den italienske debunker, Paolo Attivissimo, skriver i sin bog, Månen? – ja, vi gik der! (Luna? – si, ci siamo andeti!), at ”for at komme rundt om dem, og for at undgå den intense zone, behøver man blot at følge en bestemt hældning, og dette gjorde alle Apollo-fartøjerne både på ud- og hjemturen”.

Men disse udsagn modsiger NASA selv, eksempelvis skriver de i forhold til Apollo 14 missionen, ”banen rundt om månen ligger tættere på den geomagnetiske ækvator end de tidligere flyvninger, og rumfartøjet bevægede sig derfor i gennem hjertet af bælterne med den indfangede radioaktivitet”. På trods af dette, har NASA altid afvist at den radioaktive stråling var et problem, og publicerede opgørelser over de doser af den radioaktiv bestråling som astronauterne angiveligt blev udsat for, som lå under grænseværdierne. I den forbindelse skrev NASA, ”Den dosis astronauterne blev udsat for var ubetydelig, i forhold til de medicinske og biologiske effekter der kunne have svække menneskets funktioner i rummet”

Faktisk hævder debunkerne, at ”få dages mission til månen, som Apollo-missionerne, svarer til en enkelt røntgenundersøgelse eller tre års bestråling på jorden”. Og ja, så er problemet jo løst, Van Allen må tydeligvis have taget fejl da han skrev at, ”opdagelsen er selvfølgelig et problem for astronauter; På en eller anden måde er det menneskelige legeme nødsaget til at blive beskyttet i mod denne radioaktivitet, selv under en hurtig gennemflyvning af regionen”.

FAREN VENDER TILBAGE

Her efterlades vi med en gåde, for hvis det er sandt at man var geniale nok til at løse problemet tilbage i 1960erne, hvorfor bliver Van Allen Bælterne så betegnet som farlige igen, nu da NASA vil rejse til månen med Orion-projektet? NASAs navigationsingeniør, Kelly Smith, fortæller at ”vi er på vej 5.800 km. ud i rummet, 15 gange længere ud end der hvor Den Internationale Rumstation ISS befinder sig. I takt med at vi kommer længere væk fra Jorden, passerer vi i gennem Van Allen Bælterne, et område med farlig radioaktivitet. Denne radioaktive stråling kan beskadige vores styresystemer, computere eller andre elektriske instrumenter ombord på Orion. Naturligvis må vi passere den farezone to gange, en gang frem og en gang tilbage. Men Orion er beskyttet af skjold som vil blive testet når fartøjet flyver i gennem radioaktiviteten. Sensorer ombord vil måle radioaktivitetens styrke, som videnskabsmænd så senere vil studere. Vi må løse disse udfordringer inden vi sender mennesker i gennem denne region i rummet”.

Men hvad betyder det, at ”vi må løse disse udfordringer inden vi sender mennesker i gennem denne region i rummet”? I 1960erne var den radioaktive bestråling som astronauterne blev udsat for svarende til en røntgenundersøgelse, og i dag ”må vi løse disse udfordringer inden vi sender mennesker i gennem denne region i rummet”! Vi står derfor over for en forvirrende situation… Op til 1968 var radioaktiviteten i rummet bredt accepteret som værende ”meget farlig”, men under Apollo-missionerne, frem til 1972, kunne man flyve sikkert gennem radioaktiviteten, hvorefter man i vores tid er gået tilbage til at betragte radioaktiviteten som ”meget farlig”.

Selv moderne astronauter indrømmer mærkværdigt nok, at mennesket på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at forlade det nære kredsløb om jorden, men at vi måske en dag vil få mulighed for at besøge månen og andre planeter. Astronaut og kommendant på Den Internationale Rumstation ISS, Terry Virts, udtalte i 2015, at ”den plan som NASA har er at bygge en raket der hedder SLS, det er en kraftig løfteraket, større end noget vi på nuværrende tidspunkt har til rådighed. Den vil være i stand til at opsende Orion-kapslen med mennesker ombord, såvel som et landingsmodul og andre komponenter, til en distance der ligger uden for jordens kredsløb. Lige nu er det kun muligt for os at flyve inden for jordens kredsløb, det er så langt ud som vi kan komme. Men dette nye system som vi er i gang med at bygge, skal gøre det muligt for os at nå længere ud end det, og forhåbentlig medtage mennesker ud i solsystemet for at udforske Månen, Mars, asteroider – der er mange destinationer vi kunne rejse ud til. Vi skaber disse komponenter som byggeklodser, så det i sidste ende vil blive muligt for os at opnå vores mål”.

EN FORVIRRET APOLLO 12 ASTRONAUT

Og de udtalelser som Alan Bean (astronaut ombord på Apollo 12 og teoretisk set en af de få mennesker der har krydset Van Allen Bælterne), kommer med i Bart Sibrels film, Astronauts Gone Wild, opklarer bestemt heller ikke situationen. Han er ikke blot i tvivl om, om han nogensinde har krydset Van Allen Bælterne, han ved heller ikke hvor de befinder sig. Da Bart Sibrel spørger ham om han har nogen sygdomstegn efter at have krydset Van Allen Bælterne svarer Bean, ”Nej, jeg er ikke sikker på at vi nåede langt nok ud til at vi mødte de radioaktive Van Allen Bælter, eller måske gjorde vi?”. Bean svarer yderligere, da han bliver fortalt at Van Allen Bælterne befinder sig i mellem Jorden og Månen, ”Jamen, så fløj vi lige i gennem dem”. Dette er et særdeles forunderligt svar, da debunkeren Paolo Attivissimo i sin bog skriver, at ”alle astronauter er trænet i at udregne rumskibets bane, dockninger (mellem to rumskibe, red.) og kredsløb, ved at bruge af en lineal, og ved at orientere sig ved hjælp af stjernerne”. Skal vi virkelig tro på, at en af de få astronauter der angiveligt har krydset Van Allen Bælterne, ikke engang ved hvor de er? Eller bør vi nærmere tro på, at Allan Bean i et øjebliks forvirring lod sandheden slippe ud?

DET LEDER OS TIL FØLGENDE SPØRGSMÅL:

#1:

Kan du forklare hvorfor NASA, på trods af alt det Van Allen havde skrevet om faren ved radioaktiv bestråling, sendte de første astronauter i gennem de radioaktive Van Allen Bælter, uden nogen særlig beskyttelse, og uden først at sende en abe i gennem, så man kunne evaluere den effekt som radioaktiv stråling har på en biologisk organisme så kompleks som menneskekroppen?

#2:

Hvis det er sandt, som debunkerne fastholder, at den radioaktive bestråling som man udsættes for ved at rejse til og fra månen svarer til en røntgenundersøgelse, hvorfor beskriver NASA så i dag Van Allen Bælterne som ” et område med farlig radioaktivitet”?

#3

Hvis det er sandt, som NASA fastholder, at ”den dosis astronauterne blev udsat for var ubetydelig” under turen til månen for 50 år siden, hvorfor udtaler NASA så i dag, i forhold til Van Allen Bælterne, at ”vi må løse disse udfordringer inden vi sender mennesker i gennem denne region i rummet”?

#4

Hvordan er det muligt, at en af de få astronauter der angiveligt har krydset Van Allen Bælterne, ikke engang ved hvor de er, og ydermere er i tvivl om, om han ”nåede langt nok ud til at møde Van Allen Bælterne”?

Artiklerne er overvejende baseret på den nye italenske dokumentarfilm, American Moon, af Massimo Mazzucco, som udkom på engelsk i september 2018. Filmen kan købes for 120 kr. ved, at man sender en besked til Facebooksiden, Konspiration DK. Du anbefales at læse de ni forudgående artikler:

1) Afsløring: NASA-chef under hele Apollo-programmet mente ikke at USA kunne lande på månen i 1969

2) NASA fik hjælp af Hollywood til at forfalske månelandingerne

3) Hvorfor russerne ikke afslørede NASAs falske månelandinger

4) Hvordan var det muligt at bedrage hele verden til at tro på at månelandingerne blev sendt live

5) Månen kan reflektere en laserstråle tilbage til jorden

6) ”Månesten” beviser ikke at der har været mennesker på månen!

7) Månens landskab blev genskabt i et TV-studie

8) NASA kunne simulere månelandingerne uden at rejse til månen

9) NASA blokkerer for private undersøgelser af angivelige månelandingssteder

Josef Hanji, chefredaktør for KONSPIRATION og udd. lærer med speciale i kritisk tænkning.