Nyheder

Trods “måne-sender” i svingninger modtages knivskarpt TV-signal på Jorden


Dette er den 19. artikel i rækken af artikler, som belyser argumentationen i mod at NASA landede på månen med seks bemandede flyvninger fra år 1969-1972, som den fremlægges af den italienske fotograf og dokumentarist, Massimo Mazzucco, i hans nye film American Moon (sept. 2018). Vær opmærksom på, at en del af den bevisbyrde der fremlægges i American Moon består af film- , lyd- og billedanalyser, og at det i skrevne artikler er svært at gengive den form for analyser optimalt. Hvis man vil forstå denne og de andre artiklers argumentation fuldstændig og i sammenhæng. anbefales det derfor at man ser filmen. American Moon kan købes for 120 kr. ved, at man sender en besked til Facebooksiden, Konspiration DK. Alternativt kan man læse de 18 forudgående artikler gratis, på vores hjemmeside (Konspiration.nu, under Nyheder).

Et andet problem med telekommunikationen som rejser seriøse spørgsmål, er live TV-udsendelserne som blev sendt fra Månen. De første tre månelandinger, Apollo 11, 12 og 14, sendte nogen ret dårlige TV-optagelser tilbage til Jorden. Men begyndende med Apollo 15 missionen, blev TV-optagelserne betydeligt bedre. Ikke blot havde astronauterne nu månebilen (Lunar Rover), de havde også fået et nyt farvekamera, som var monteret foran på månebilen. Dette gav offentligheden mulighed for, at følge de forskellige missioner på månens overflade via live TV. Kameraets udsendelser, som blev døbt Rover TV, blev produceret af specialiserede teknikere fra Houston Space Center.

For at kunne sende billederne tilbage til Jorden, brugte astronauterne en speciel paraplyformet antenne (High Gain Antenna (HGA)), som også sad fastmonteret på månebilen. Månebilen kunne kun transmittere billeder når den stod stille, fordi paraplyen var nød til at blive peget mod Jorden med stor præcision, før man kunne påbegynde sendingerne.

Jorden og Månen befinder sig ca. 385.000 km. fra hinanden, og en lille fejl i antennens indstillede vinkel, ville få astronauterne til at ramme forbi målet (Jorden). På NASAs hjemmeside kan man læse, at ”Den stærkt forstærkede antenne producerede et TV-signal, tilstrækkelig stærkt nok til at signalet kunne modtages af 85 meter bredde parabolantenner på Jorden”.

Antennen sendte med 24 db i midten, men blev signalet ikke rettet korrekt mod jorden, ville signalet hurtigt blive svagere. ”At indstille antennen med nøjagtig præcision var besværligt. En indledende øjemålsjustering langs med senderens mast skulle gøres forsigtigt, herefter udførte astronauterne yderligere en præcisionsindstilling via et optisk apparat (”teleskopisk sigtekorn”, Red.), monteret direkte på antennen”, fortsætter NASA.

I NASAs træningsmanual står der skrevet, ”at indstille den forstærkede antenne mod Jorden krævede optisk hjælp, siden Jorden spænder over en vinkel på mindre end to grader, når man kigger på den fra månens overflade”.

Det teleskopiske sigtekorn havde en cirkel (et bulls-eye) i midten, som skulle være centreret omkring jorden for at signalet kunne nå frem dertil. Ud over den centrerede cirkel, var sigtekornet indelt i kvadrater, der hver repræsenterede 3 grader. ”HGAs retning mod Jorden skulle forblive inden for 2.5 grader, dette fandt sted når Jorden kunne ses i gennem cirklen i det optiske apparat. TV-signalet ville hurtigt blive kraftigt formindsket udover dette punkt, på grund af den smalle HGA-signalretning”, skriver NASA yderligere.

Det betyder med andre ord, at en forskydning i antennens retning på et par grader, ville have resulteret i at man ramte forbi målet (Jorden). Vi må huske på, at både TV-kameraet og antennen var monteret på månebilen. Dette betyder, at en ændring i kameraets filmretning, ligeledes tilsvarer en ændring i antennens indstillede senderetning.

En ændret senderetning kan være et problem, selv for eksempelvis nyhedsstationer der sender fra Jorden, via satellit. Deres mobile enheder er som regel udstyret med støtteben, som bliver slået ud så snart deres transmissionskøretøjer er parkeret, for netop at undgå svingninger i parabolernes indstillede senderetninger. Og det er selv om der er en større fejlmargen når man sender fra Jorden, via satelliter i det nære kredsløb om Jorden, i forhold til hvis man sendte fra Månen.

Det er derfor åbenlyst, at månebilen var nød til at stå helt stille for, at kunne opretholde et konstant live TV-signal under hele udsendelsen. Hvad vi i stedet præsenteres for på NASAs optagelser, er i filmen American Moon vist ved hjælp af en serie på intet mindre end 11 forskellige situationer, hvor astronauterne får månebilen til at ryste voldsomt, og dermed også antennen, uden at TV-signalet bryder ned. Dette sker oftest når astronauterne enten henter eller lægger noget værktøj. For virkelig at kunne se de store svingninger, skal man holde øje med hvor meget horisonten i baggrunden bevæger sig op og ned. Da månebilen var udstyret med bløde støddæmpere, bevægede den sig en del, så snart nogen rørte ved den. Men, som vi før har skrevet, så bryder TV-signalet aldrig ned.

Vi må huske på, at en hver ændring i kameraets filmretning, tilsvarer en lignende ændring i antennens senderetning – og alligevel, som om der var brugt magi, skabes der overhovedet ingen forstyrrelser eller nedbud af TV-signalet.

Det leder til følgende spørgsmål:

#15:

Her på Jorden, er transmissionskøretøjer normalt udstyret med stabiliserende støtteben for, at forhindre svingninger under udsendelserne. Hvorfor tænkte NASA ikke på at udstyre månebilen med lignende støtteben siden, at det var meningen at den skulle sende fra en distance som var ca. 100 gange længere væk end en simpel satellit der kredser rundt om Jorden?

#16:

Set i lyset af, at NASA skriver, at ” HGAs retning mod Jorden skulle forblive inden for 2.5 grader”, og at ”TV-signalet ville hurtigt blive kraftigt formindsket udover dette punkt”, hvordan var det så muligt at udsende TV-billeder under så voldsommer svingninger, uden at TV-signalet blev svagere og skabte forstyrrelser, eller helt brød ned, under live-udsendelserne fra Månen?

Læs mere i de forudgående 18 artikler:

1) Afsløring: NASA-chef under hele Apollo-programmet mente ikke at USA kunne lande på månen i 1969

2) NASA fik hjælp af Hollywood til at forfalske månelandingerne

3) Hvorfor russerne ikke afslørede NASAs falske månelandinger

4) Hvordan var det muligt at bedrage hele verden til at tro på at månelandingerne blev sendt live

5) Månen kan reflektere en laserstråle tilbage til jorden

6) ”Månesten” beviser ikke at der har været mennesker på månen!

7) Månens landskab blev genskabt i et TV-studie

8) NASA kunne simulere månelandingerne uden at rejse til månen

9) NASA blokkerer for private undersøgelser af angivelige månelandingssteder

10) Van Allen Bælterne forhindrer at mennesker kan lande på månen

11) Papmaché, sølvpapir og tape påviser et sjusket månelandingsmodul der næppe landede på månen

12) Manglende krater under månelandingsfartøj understøtter forfalskede månelandinger

13) Hvorfor er der overhovedet ingen støv på månelandingsmodulets fødder?

14) Det er løgn at udstødningsflammen under månelandingsmodulets ”lift-off” burde være usynlig!

15) Månelandingsmodulets lydløse opstigningsmotor er en gåde!

16) Udsmidte originaltegninger af månelandingsmodul udelukker genskabelse

17) NASAs originale månelandingsoptagelser indeholdende afslørende data er forsvundet

18) Lydanalyser afslører at NASA-kommunikation umuligt foregik mellem Jorden og Månen

Josef Hanji, chefredaktør for KONSPIRATION og udd. lærer med speciale i kritisk tænkning